Thorshammer i sorg

Susanne Mailund, 63 år, døde onsdag d. 28. januar i sit hjem, omgivet af sin familie.

Som hendes naboer i bofællesskabet Thorshammer vil vi gerne bringe dette mindeord:

Det har været en stor glæde og berigelse at have Susanne som nabo i vores bofællesskab. Susanne havde sammen med Lars et dejligt liv fyldt med omsorg og nære relationer, som det altid var rart at være lige i nærheden af. Et skønt hjem, en dejlig familie og masser af gode stunder var der i Susannes liv.

Fire børn, hvis liv der skulle følges godt med i. En hel bande af børnebørn, der skulle køres rundt i trækvogn, leges med i sandkassen og forkæles med godter. Venner, der bankede på, kiggede ind og blev hængende i det dejlige selskab. Hunde, som hver morgen i kulde, blæst og mørke, skulle ud. Gøede de, skulle der tysses på dem, og løb de væk, skulle de fanges. Men holdt af, dét blev de.

Susanne viste også sin opmærksomhed og nærvær til langt udover sine egne nærmeste.  I Thorshammer var hun et samlingspunkt for både voksne og børn. Hun var der til eftertænksom samtale, siddende i sit hjørne af sofaen med strikketøj i hånden. Hun bød på kaffe eller saft ved bordbænkesættet på lune dage i glasgangen.

Hun glædede sig oprigtigt over alle børnene i Thorshammer, i alle deres afskygninger. Om det var de små nuttede babyer, de stædige og højtråbende småbørn eller dem der var fløjet fra reden, interesserede Susanne sig for dem. Susanne spurgte ind til, hvad der foregik i vores liv, lyttede og delte ud af erfaringer fra sit eget liv.

Susanne havde i det hele taget en beundringsværdig evne til at skabe velvære i Thorshammer. Det gjaldt når hun planlagde fællesmad, hvor sovsen hørte til, stegen skulle være perfekt og mayonnaisen skulle være den helt rigtige. Og det gjaldt når hun indrettede vores fællesarealer, hvor puder, tæpper og lamper tilsammen gik op i en højere enhed.

Og Susanne rykkede ud, når der var vanskeligheder. Var der én, der blødte, havde smerter eller andre skavanker var sygeplejersken i Susanne klar med en venlig vejledning. Var der brug for én til at vogte ved en børneseng, når en forælder måtte køre til lægevagten en sen aften, så var Susanne der. Var der modgang og hårde tider, holdt hun øje med sine naboer. Men var der fest og glade dage var Susanne også med, tog del og skabte glæde omkring sig.

Susanne var glad for hverdagen og for sit hjem. Der var ikke behov for store rejser og globetrotteri - hun holdt mest af det liv, der var lige her.

Susanne boede i Thorshammer i næsten 40 år, og blev en hjørnesten i bofællesskabets mekanik. Susanne var tydelig, direkte og venlig, og hun tog masser af ansvar. Hun kom med gode råd til den bofælle, der måske fandt fællesarbejdet uoverskueligt eller havde svært ved at rumme flere diskussioner om fælles regler for dette og hint. Men hun viste også flaget, når hun var uenig i måder at gøre tingene på, og hun var saglig, og gik altid efter en åben diskussion og meningsudveksling.

Susanne ville ikke dø, men omkring juletid fik hun at vide, at hendes kræftsygdom var i den terminale fase, hvilket var svært at begribe for hende. Hun havde stadig masser af ting, hun glædede sig til. En familie, en hverdag og fællesskaber der skulle nydes, ansvar der skulle tages og omsorg der skulle udvises for dem omkring hende.

Da Susanne vidste, at der ikke var meget tid tilbage, prioriterede hun at gøre mere af det, hun altid har gjort, og som var det bedste, hun vidste: At nyde menneskene omkring hende.

Og hun døde hjemme, med familie og venner i nærheden lige til det sidste.

Torsdag eftermiddag sang vi Susanne ud af bofællesskabet. Det var en smuk og rørende højtidelighed til ære for en sød og vellidt nabo, der også efterlader sig et tomrum i Thorshammer.

Det har været privilegium for os alle at kende Susanne og de varmeste tanker sender vi nu til hendes nærmeste pårørende.